Bordeaux

Bordeaux er intet mindre end verdens vigtigste vinregion. Det er herfra nogle af verdens bedste, mest kendte og ikke mindst dyreste, vine har ophav. Eksempelvis er Bordeaux, Médoc og Margaux i dag stærke brands, som de fleste kan nikke genkendende til. Druesorterne Cabernet Sauvignon og Merlot omtales i dag som Bordeaux-sorterne. Det er erfaringer gjort i disse kældre, der har dannet skole for vin i resten af verden.  Bordeaux kan med god ræson opdeles i øst (højrebred) og vest, adskilt af floden Gironde. I vest finder vi Médoc, som dækker over alle de kendte cru'er, eksempelvis Margaux, St. Julien og Pauillac. I øst finder vi Pomerol og St. Emilion. Selvom området er relativt småt, er der stor forskel på jordbunden mellem øst og vest og dermed også hvilke druesorter der trives bedst. Cabernet Sauvignon er rygraden i vinene fra Médoc, mens vinene fra Pomerol og St. Emilion primært er lavet på Merlot.