Kristančič

Vingården Kristančič ligger i hjertet af landsbyen Medana i Brda og er omgivet af vinmarker, der strækker sig over både den slovenske og italienske side af grænsen. Her har familien gennem tre generationer arbejdet med vinproduktion og udviklet en stærk forståelse for samspillet mellem jord, klima og druer.

Det særlige ved vingårdens placering er kombinationen af to klimatiske påvirkninger: Middelhavets varme og sol og Alpernes kølige luftstrømme

Denne balance giver vinene deres karakteristiske stil med både moden frugt og frisk syre. Samtidig sikrer den gode soleksponering i vinmarkerne en optimal modning af druerne, hvilket er afgørende for vinens struktur og kompleksitet.

Vinmarkerne er opdelt i mindre parceller (CRU’er) som fx Medana og Cerovo, hvor forskellige druesorter dyrkes under optimale forhold – eksempelvis Chardonnay og Pinot Noir. Dette gør det muligt at fremhæve terroirets indflydelse i hver enkelt vin.

Stil og filosofi : Hos Kristančič arbejdes der med stor respekt for naturen og vinens oprindelse. Filosofien er, at kvalitet skabes i vinmarken gennem nøje observation af jord, sol og druernes udvikling. Resultatet er vine, der fremstår rene, harmoniske og med en tydelig balance mellem frugt, syre og struktur. Vinene spænder fra friske og elegante til mere kraftfulde og fadlagrede udtryk, men fælles for dem er en tydelig identitet og en klar forbindelse til området Brda.